Hvor lang må en overskrift være, og hvad skal den nå?

På kurset om overskriftens grundlag kommer spørgsmålet næsten altid i første time: hvor lang må en overskrift være? Deltagerne har ofte hørt en tommelfingerregel om otte ord eller seksoghalvtreds tegn og vil gerne vide, om den er sand. Jeg svarer sjældent med et tal først, for tallet er en følge af noget andet.

En overskrift skal give læseren artiklens kerne, så vedkommende kan afgøre, om teksten er relevant. Nogle gange kræver det fire ord, andre gange fjorten. Det afgørende er, at hvert ord bærer information, og at ingen ord er der for at fylde eller for at pynte.

Her i den midterste del af efteråret, hvor mange sidder med årsrapporter, nyhedsbreve og interne notater, ser jeg spørgsmålet oftere end ellers. Det er et godt tegn: man spørger, fordi man vil skrive for læseren og ikke bare for at få teksten afsted.

Når en overskrift er for lang, skyldes det som regel, at skribenten ikke helt har besluttet, hvad artiklen handler om. Så bliver overskriften et forsøg på at nævne det hele. Når den er for kort, er problemet ofte det modsatte: et stort ord får lov at stå alene og lover mere, end teksten indeholder.

Jeg beder deltagerne skrive artiklens kerne i en enkelt hovedsætning, før de tænker på overskriften. Den sætning er næsten altid for lang, men den er ærlig. Derefter skærer vi ned, ord for ord, og holder fast i det, læseren faktisk har brug for at vide.

Tegnantallet kommer til sidst. En overskrift på en mobilskærm bliver brudt over flere linjer, og i en søgeliste kan den blive afkortet. Det er praktiske hensyn, som man tager højde for, når formuleringen er på plads, ikke før.

• Skriv først kernen i én sætning uden at tænke på længde
• Fjern ord, der ikke ændrer, hvad læseren forstår
• Tjek til sidst, hvordan overskriften ser ud på en lille skærm

Et af de tydeligste mønstre i deltagernes første udkast er de store ord: udfordringer, muligheder, fremtid, løsning. De fylder pænt, men siger næsten intet. Læseren kan ikke se, hvad artiklen handler om, og må gætte.

Jeg plejer at stille et enkelt spørgsmål til hvert stort ord: hvad er det konkret? Hvis overskriften siger, at kommunen står over for nye udfordringer, kan svaret være, at skolebusserne bliver færre. Så er det de ord, der skal stå der. Overskriften bliver ofte både kortere og mere præcis.

Det kræver, at man kender sin tekst godt. Det er derfor, vi arbejder med overskriften sammen med indledningen og ikke som et pynteelement, der klistres på til sidst. Et konkret ord er også et ansvar, fordi det kan kontrolleres mod artiklen.

Lad mig tage et udkast fra et tidligere hold, gengivet fra hukommelsen: Nye tider for byens grønne områder. Det er kort, og det lyder som en overskrift, men læseren ved intet. Hvad er nye tider? Hvilke områder? Hvem bestemmer?

Artiklen handlede om, at tre af byens parker fra foråret får færre ugentlige slåninger for at give plads til vilde blomster. Vi prøvede os frem: Færre slåninger i tre parker giver plads til vilde blomster. Det er længere, tolv ord, men læseren ved præcis, hvad sagen er, og kan vælge til eller fra.

Bemærk, at den lange version ikke er mere dramatisk. Den er mere ærlig om indholdet. Jeg foretrækker en overskrift, der bliver en smule lang, men holder, hvad den lover, frem for en kort, der skuffer, når man har klikket.

Mange vil gerne gøre overskriften spændende, og det er en naturlig lyst. Men der er forskel på at være interessant og at holde noget tilbage. Når en overskrift skjuler det vigtigste for at lokke et klik, svigter den læseren, som bruger tid på at finde ud af noget, overskriften kunne have sagt med det samme.

På kurset arbejder vi derfor ikke med nysgerrighedstricks. Vi spørger i stedet, om overskriften giver et retvisende billede af indholdet, og om en læser, der kun ser overskriften, har fået noget ud af det. Det er et strengere krav, men det holder over tid.

Det betyder ikke, at overskrifter skal være kedelige. Præcision har sin egen elegance, og et godt valgt verbum kan gøre meget. Men effekten kommer fra klarhed, ikke fra at undlade oplysninger.

• Lover overskriften noget, artiklen ikke indfrier?
• Ville en læser forstå sagen, hvis det eneste, hun så, var overskriften?
• Er det vigtigste udeladt for at skabe spænding?

Når du har et udkast, kan du prøve tre ting. Læs først overskriften højt uden artiklen. Kan en kollega gengive, hvad teksten handler om, ud fra den alene? Hvis ikke, mangler der et konkret ord.

Skriv derefter to eller tre varianter, og sammenlign dem. Vi gør det i klassen, hvor deltagerne læser hinandens versioner og siger, hvad de forventer at finde i teksten. Forskellen mellem forventning og indhold afslører hurtigt, hvor overskriften er upræcis.

Til sidst læser du artiklens første afsnit lige efter overskriften. De to skal passe sammen, så læseren ikke oplever et spring. Hvis indledningen gentager overskriften ord for ord, er der plads til at sige noget mere. Alt dette tager en håndfuld minutter, og det er tid, der betaler sig for læseren.